Bliv Apron-flyveleder og få flyene sikkert til og fra gate

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vi søger Apron-flyveledere med opstart på uddannelseshold i både 2024 og i 2025. Vi forventer at første uddannelseshold starter i marts 2024.

Ansøgningsfristen er den 31. oktober 2023, kl. 23:59.

Som Apron-flyveleder i Naviair bliver du en del af det hold, der håndterer flytrafikken i det danske luftrum. I Naviair er vi drevet af en stor kærlighed til branchen, og glæder os over at være en del af den daglige puls i lufttrafikken. Kernen i vores opgave er at få flyene sikkert ud og hjem. Hvis du kan se dig selv i det, har vi både en uddannelse og et job til dig.

En helt speciel uddannelse og et helt specielt job
Apron er den engelske betegnelse for et forpladsområde i en lufthavn. Som uddannet Apron-flyveleder vil du sidde i Naviairs kontroltårn i Københavns Lufthavn og overvåge og kommunikere med alle fly, flybugseringer og køretøjer på lufthavnens forpladsområde.

I en til tider travl atmosfære vil du arbejde tæt sammen med tårnflyvelederne og lufthavnens personale for at opretholde en sikker adskillelse mellem flyene når de bevæger sig rundt på lufthavnsområdet. Du skal være med til at koordinere og tilkalde marshalls- og de-icing-personale efter behov samt betjene forskellige systemer som fx tårnets flykontrolsystem og lufthavnens groundradar.

Dit arbejde vil foregå i et dynamisk miljø, hvor du vil have tæt kontakt med både piloter og personale i Københavns Lufthavn. Du vil blive en integreret del af et dygtigt og professionelt team i kontroltårnet, hvis højeste prioritet er sikkerheden og en smidig afvikling af flytrafikken i lufthavnen.

Uddannelsen til Apron-flyveleder
Uddannelsen er en blanding mellem teoretisk og praktisk læring. Den begynder med et grundlæggende basisforløb, der strækker sig over 6 måneder og afholdes ved Entry Point North i Hyllie, Malmø (Naviair stiller bil til fælleskørsel til rådighed). Her vil du blive undervist i de nødvendige basisfærdigheder som skal til for at blive uddannet Apron-flyveleder.

Efter vellykket gennemførelse af basisuddannelsen følger ca. 4 måneders simulatortræning, hvor du vil udvikle dine færdigheder og evner. Simulatortræningen vil foregå i Naviairhuset i Kastrup. Herefter følger et forløb på omkring 9 måneders praktisk uddannelse i Naviairs kontroltårn i Københavns Lufthavn, hvor du vil indgå på et vagthold og arbejde som elev under vejledning af en erfaren instruktør.

Efter gennemført og bestået uddannelse er du garanteret job som Apron-flyveleder.

Optagelseskrav
For at søge optagelse på uddannelsen, skal du opfylde følgende optagelseskrav:
• Have bestået en gymnasial ungdomsuddannelse (STX, HF, HHX, EUX, IB eller HTX)
• Have et godt helbred
• Have normal hørelse
• Ikke bruge briller/linser med en styrke som overskrider +5/-6
• Ikke være farveblind.

Vær opmærksom på, at det er nødvendigt at opfylde alle krav, før du indsender din ansøgning.

Rekrutteringsforløbet
Hvis du er interesseret i uddannelsen og jobbet som Apron-flyveleder, så send os en motiveret ansøgning, CV og uddannelsesbevis fra din gymnasiale ungdomsuddannelse ved at klikke på ”Ansøg” nedenfor.

Når du har ansøgt, vil du automatisk modtage en bekræftelse på at ansøgningen er modtaget i Naviair. Først når du har modtaget denne bekræftelse, er du sikker på, at vi har modtaget din ansøgning. Tjek fx dit spamfilter, hvis ikke du har modtaget en bekræftelse.

Vurderer vi, at du opfylder optagelseskravene, vil du blive inviteret til en online digital forhåndstest (pre-screening). Består du testen, vil du gå videre til næste optagelsesprøve i rekrutteringsforløbet.

Løn og ansættelse
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen 2010 samt organisationsaftale for visse medarbejdere og ledere i Naviair.
Under uddannelsen udgør lønnen ekskl. pension kr. 21.000 pr. måned. Som færdiguddannet Apron-flyveleder udgør startlønnen kr. 38.000 pr. måned og slutlønnen udgør kr. 50.000 pr. måned efter 13 år år. Hertil kommer pension.

Herudover er det en forudsætning for ansættelse, at du kan blive PET sikkerhedsgodkendt til ”Hemmelig” og kan gennemgå baggrundskontrol for at kunne opnå og opretholde adgangsrettigheder i Københavns Lufthavn.

Desuden er din ansættelse betinget af, at du opfylder visse helbredskrav og kan godkendes til en Class 3. Du kan læse mere om helbredskravene på Trafikstyrelsens hjemmeside.

Vi holder et online informationsmøde om uddannelsen til Apron-flyveleder
Vil du høre mere om uddannelsen og jobbet som Apron-flyveleder, så deltag i vores online informationsmøde onsdag den 18. oktober 2023 fra kl. 16-17 som du kan tilgå HER


Du kan også få mere information om uddannelsen, optagelseskrav, jobbet og optagelsesprøverne som Apron-flyveleder på www.naviair.dk. Her kan du få svar på de fleste spørgsmål i vores FAQ.

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at sende os en mail til rekrutteringen@naviair.dk. Vi bestræber os på at besvare din henvendelse så hurtigt som muligt.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

People & Culture & Rekrutteringsteamet i Naviair


INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Naviair, Naviair Alle , 2770 Kastrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5923199

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet