Københavns Politi skærper indsatsen i bandekonflikt

Profilbillede
dato

For at skabe tryghed og dæmme op for den verserende bandekonflikt lukker Københavns Politi tre rocker-/bandetilholdssteder. Samtidig forlænges de to visitationszoner, der blev etableret den 28. august.

Det er fortsat politiets vurdering, at der udspiller sig en konflikt mellem to grupperinger i rocker- og bandemiljøet. Sprængningen på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter lørdag morgen efterforskes som en bevidst handling og som et led i konflikten.

For at forhindre lignende hændelser og for at skabe tryghed for beboerne i områderne har Københavns Politi besluttet at lukke tre rocker-/bandetilholdssteder. Det sker i medfør af lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme – bedre kendt som rockerloven.

”De meget voldsomme hændelser, vi har været vidne til, er helt uacceptable. Borgerne skal kunne være trygge i deres nabolag og i resten af politikredsen, og vi tager nu et af de helt tunge værktøjer i brug for at lægge maksimalt pres på grupperingerne og for at forebygge flere voldelige angreb,” siger politidirektør Anne Tønnes.

Der er tale om følgende adresser:

 

  • Svanevej 5, 2400 Kbh. NV
  • Tømmerup Stationsvej 8B, 2770 Kastrup
  • Siljangade 10, 2300 Kbh. S

Lukningerne betyder, at det i perioden fra i dag den 11. september 2023 kl. 19.00 til foreløbig den 25. september kl. 19.00 er forbudt at opholde sig på de tre adresser. 

Forlængelse af visitationszoner
Københavns Politi har samtidig besluttet at forlænge de to visitationszoner, der blev etableret den 28. august 2023. Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager, mens den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest.

Visitationszonerne opretholdes foreløbig indtil tirsdag den 26. september 2023 kl. 18.

Københavns Politi fortsætter desuden det synlige og tryghedsskabende arbejde.

”Vi har en omfattende indsats, hvor vi arbejder sammen med kommunerne, gadeplansmedarbejdere og andre aktører. Desuden prioriterer vi at være til stede på gaden, så folk kan føle sig trygge, og så man kan komme i dialog med os. Derudover fortsætter efterforskningen af de banderelaterede hændelser, der har været i de seneste uger,” siger politiinspektør Tomas Marko Juhl.

Fakta: Visitationszonen for Christiania og en del af Amager dækker følgende område:

 

Københavns Politi

Kort: Openstreetmap.org

 

Prinsessegade – Refshalevej – Forlandet – Kløvermarksvej – Raffinaderivej – Prags Boulevard – Strandlodsvej – Lergravsvej – Østrigsgade – Øresundvej – Amagerbrogade – Christmas Møllers Plads - Torvegade – Prinsessegade 

Visitationszonen for dele af Nørrebro og Nordvest dækker følgende område:

Københavns Politi
Kort: Openstreetmap.org

 

Mågevej – Glasvej – Frederiksborgvej – Bisiddervej – Lygten – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Åboulevard – Ågade – Jagtvej – Borups Allé – Mågevej 

I en visitationszone har politiet udvidede muligheder for at visitere personer og undersøge køretøjer for at finde eventuelle våben.

 

Til medier: Politiinspektør Tomas Marko Juhl afholder et kort doorstep foran Politigården på Polititorvet kl. 19.30. 

 

Beslutning om forlængelse af visitationszoner i Københavns Politikreds (pdf)

 
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Københavns Politi.
Kilde: Københavns Politi