Har du lyst til at servicere de piloter der flyver i det grønlandske luftrum og dermed bidrage til flyvesikkerheden? Så har du nu mulighed for at blive uddannet til FIC-operatør i vores Flight Information Center i Nuuk.
Hvad laver en FIC-operatør?
Som uddannet FIC-operatør skal du være med til at servicere lufttrafikken i grønlandsk luftrum. Du får en alsidig og spændende arbejdsdag, hvor du skal være med til at servicere og koordinere flytrafikken.
Du skal, i koordination med dine kollegaer og piloterne, sørge for at flyene kommer sikkert igennem grønlandske luftrum. Det betyder at du blandt andet informerer piloterne om andre mulige fly på ruten og om vejroplysninger for lufthavne og ruter.
Du vil komme til at arbejde i et dynamisk miljø med store internationale berøringsflader, og du vil blive en del af et dygtigt og professionelt team som er bemandet døgnet rundt, hele året. Du skal derfor være afklaret med at indgå i en vagtordning.
Hvor og hvordan foregår uddannelsen?
Uddannelsen starter med et ophold på GATE-skolen i Kangerlussuaq og senere ved Flyveinformationscentralen i Nuuk. Uddannelsen på ca. 10 måneder er opbygget på følgende måde:
- Et kursusforløb i Kangerlussuaq med en varighed af ca. 5 måneder.
- Et kursus- og træningsforløb i Nuuk, der har en varighed af 2 måneder.
- Den praktiske del af uddannelsen, ligeledes i Nuuk, med en varighed af ca. 3 måneder.
Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, derimod er det vigtigt at du er motiveret for opgaven og interesseret og nysgerrig på at lære nyt. Du kunne fx komme med en gymnasial uddannelse, erhvervsfaglig uddannelse eller luftfartsuddannelse, og taler godt dansk og engelsk. Har du et gyldigt Air Traffic Service/ATS Basic kursus, er det en fordel.
Hvornår starter uddannelsen?
Uddannelsen forventes påbegyndt den 1. oktober 2025.
Har du spørgsmål til uddannelsen eller andre forhold som FIC-operatør, kan du kontakte driftschef Henrik Jensen på +45 3248 3454 eller hje@naviair.dk.
Du kan også læse mere i FAQ sidst i opslaget nedenfor.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” og send en motiveret ansøgning, og dit CV senest søndag den 13. april 2025. Du bedes vedlægge dokumentation for din uddannelse i form af uddannelsesbeviser, eller andet der beskriver din uddannelse.
Samtalerne forventes afholdt i Nuuk d. 21 og 22. maj 2025.
For de kandidater som går videre, forventes det at der skal gennemføres digital test primo maj 2025.
Naviair ser mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle interesserede og kvalificerede, uanset alder, køn, race, religion og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Vi er ca. 670 medarbejdere i Naviair, som dagligt bidrager til at lede fly sikkert, effektivt gennem det danske luftrum. Vi skaber værdi for luftfarten, samfundet og erhvervslivet, ved at sørge for mobilitet og tilgængelighed i det danske luftrum og har aktiviteter og lokationer i både Danmark, på Færøerne og i Grønland. Vi har fokus på mennesker i vores virksomhed og arbejder med mangfoldighed, trivsel, ledelse, kompetenceudvikling og vores sociale ansvar. Vi arbejder også med flere verdensmål fx konkrete tiltag til flere kvinder i vores operative og tekniske afdelinger samt i ledelse. Læs om vores spændende virke, vores arbejdsplads og projekter på naviair.dk eller i seneste rapporter på www.naviair.dk.
FAQ – FIC-operatør
Hvad står FIC for?
FIC står for Flight Information Center.
Hvem er Naviair?
Naviair leverer sikker og effektiv trafikstyring til luftfarten. Helt konkret betyder det, at det er Naviair, der sørger for at lede fly sikkert og uden forsinkelser gennem dansk luftrum.
Vores kerneaktivitet er derfor flyveledelse og flyveinformationstjeneste. En flyveleder skal have styr på alt mellem himmel og jord – bogstavelig talt. Fra flyet letter ud af en lufthavn og til det er sikkert nede på jorden igen. Derfor har Naviair en stor rolle i luftfartens værdikæde, da det er os, der holder styr på al trafik i det danske luftrum.
Naviair har tjenestesteder seks steder i Danmark, og i Grønland og på Færøerne.
Læs mere på www.naviair.dk
Hvad er lønnen?
Du får løn under uddannelsen. Lønnen udgør ca. kr. 25.000 pr. måned. Efter gennemført uddannelse er startlønnen ca. kr. 42.000 pr. måned.
Hvad er arbejdstiderne?
FIC’en er bemandet 24 timer i døgnet. Du vil både få morgen, aften og nattevagter.
Skal jeg besvare tests?
Vi tester om du har de evner vi søger, gennem en faglig og- og personlighedstest i rekrutteringsforløbet. Testen foregår elektronisk.
Hvad hvis jeg allerede har en ATS-uddannelse?
Har du allerede en ATS-uddannelse, er du naturligvis ligeledes velkommen til at søge. Hvis dette er tilfældet, vil det skitserede uddannelsesforløb være kortere.
Hvilke vilkår bliver jeg ansat på?
Arbejdstiden udgør gennemsnitligt 40 timer ugentligt.
Du vil for en start blive ansat på individuelle vilkår.
Er der andre krav jeg skal opfylde?
Ansættelsen er betinget af, at du kan helbreds- og sikkerhedsgodkendes.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Tårnby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Naviair, Naviair Alle , 2770 Nuuk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-04-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/daad8a94-4660-4a17-8107-0600205fd536