Bliv toldkontrollør i København og beskyt Danmark mod ulovlige varer

dato

Vil du være med til at sikre, at kun lovlige varer passerer grænsen til Danmark? Er du bevidst om din rolle som myndighedsperson, og kan du håndtere personer i pressede situationer på en venlig og professionel måde? Og har du samtidig en god administrativ og talmæssig forståelse? Så er du måske en af dem, vi søger.

Målrettet og effektiv toldkontrol i tæt samspil med kolleger
Toldstyrelsen beskytter det danske samfund og det europæiske marked mod ulovlige varer, og i Samfundsbeskyttende Kontrol Øst bidrager vi til den opgave ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol på grænseovergange, i havne, lystbådehavne og lufthavne, på flyvepladser og i transportcentre og post- og kurérvirksomheder i hele Østdanmark. Vi kontrollerer varer og søger efter ulovlig ind- og udførsel af farlige og sundhedsskadelige varer, bl.a. narkotika, doping, våben, tobak, ulovlige fødevarer og kopivarer, samt større pengebeløb, som måtte være skjult i pakker, postforsendelser, bagage eller gods og transportmidler.

Du bliver en del af vores team i København, som bl.a. dækker kontrolopgaver i Københavns Lufthavn og Roskilde Lufthavn, ved Øresundsbroen og i Helsingør Havn og Københavns Frihavn. I forbindelse med kontrollerne arbejder vi ofte sammen med andre myndigheder, fx politiet og fødevaremyndighederne.

I samarbejde med kolleger vil dine opgaver primært omfatte:

  • smuglerikontrol, herunder betjening af udstyr, fx scanning og tydning af billeder
  • kontrol af gods og post- og pakkeforsendelser
  • kontrol af rejsende og deres bagage
  • kontrol på vegne af andre myndigheder
  • vagtrapportering, herunder sagsbehandling og journalisering af kontrolsager.
I de første seks uger af din ansættelse skal du deltage i Toldstyrelsens interne uddannelse. Her får du faglige kompetencer, som klæder dig på til jobbet. Uddannelsen består af både internater, selvstudiedage med bl.a. e-læring og afsluttende prøver. Undervisningen er præget af praksisnære, toldfaglige temaer og foregår på forskellige lokationer rundtom i landet. Uddannelsen følges op af sidemandsoplæring i din enhed.

Nysgerrig, handlekraftig og omstillingsparat
Vi forestiller os, at du har en erhvervsuddannelse eller en anden relevant uddannelse, gerne kombineret med nogle års erfaring fra brancher, der er beslægtede med toldområdet. Det kan også være, at du har erfaring fra en kontrolfunktion. Du kan også have en teknisk uddannelse eller en baggrund, der gør, at du kan opdage unormale og mistænkelige opbygninger, når du undersøger køretøjer, containere eller gods.

Du skal have både administrativ og talmæssig forståelse, da det er nødvendigt, at du kan sætte dig ind i regler, procedurer og relevant lovgivning på told- og kontrolområdet. Kendskab til røntgenudstyr eller billedtydning er en fordel, men ikke et krav.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • er nysgerrig og hurtig til at omstille dig fra én situation til en anden
  • har en stærk psyke og kan optræde myndigt, venligt og professionelt, også i pressede situationer
  • tager initiativ, er vedholdende og kan fastholde fokus
  • kan begå dig på engelsk og gerne har kendskab til et eller flere andre fremmedsprog
  • er interesseret i sparring og videndeling med kolleger og kan modtage og omsætte feedback fra din leder.
Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider, da vi arbejder på alle tidspunkter af døgnet (i såkaldt kontinuerlig tjeneste), også i weekenden og på helligdage.

Arbejdet er fysisk krævende, så du skal også være indstillet på at bevæge dig meget rundt i kontrolsituationer, fx i transportcentre, terminaler og bagagefabrikker, og du skal kunne gennemføre kontroller i fx store højder og snævre rum. Du vil naturligvis modtage relevant sikkerhedsuddannelse og træning.

Det er et krav, at du har kørekort B. Har du også kørekort C eller B/E, er det en stor fordel.

Vær opmærksom på, at du skal bære uniform.

Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen har ca. 800 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.

I Samfundsbeskyttende Kontrol Øst har vi en spændende hverdag, hvor det ofte går stærkt. Vi har en positiv dialog og en uhøjtidelig omgangstone og deler både de gode oplevelser og dem, hvor der er plads til forbedring. Vi arbejder aldrig alene og gør meget ud af det gode samarbejde.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 16. august 2026.

Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Annette Høve Nielsen på telefon 72 37 95 83 eller souschef Henrik Lastein på telefon 25 44 06 17, begge på hverdage kl. 8-10.

Vi forventer at holde samtaler i uge 35.

Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen. Hvis du allerede er sikkerhedsgodkendt i en anden offentlig myndighed og bliver tilbudt stillingen, ønsker vi at overtage din sikkerhedsgodkendelse fra din nuværende arbejdsplads, hvis forudsætningerne for det er opfyldt.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatte- og Vækstministeriet. Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er Kystvejen 16, 2770 Kastrup.

Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Kastrup, Kystvejen, 2770 Kastrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c11fdce4-6700-4c3b-afb6-26e941e763bc

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler