Kontorchefer til Miljøministeriets departement

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være kontorchef i et fagligt stærkt miljø, hvor ledelse er i fokus, og hvor samarbejde med interessenterne og inddragelse af medarbejderne står højt på dagsordenen? Og vil du samtidig være med til at fremme et grønt Danmark med fokus på naturbeskyttelse, miljøhensyn og grøn omstilling i samfundet? Vi søger lige nu 3 engagerede kontorchefer – er du en af dem?

Da 3 af vores dygtige kontorchefer har fundet nye stillinger, herunder 2 internt i departementet, har vi ledige kontorchefstillinger i følgende 3 kontorer: Vand og klimatilpasning, Bæredygtigt miljø og produktion samt Cirkulær økonomi.

Fælles for de tre kontorchefstillinger
Du bliver den ene af to kontorchefer i det pågældende kontor, og du får ansvaret for en række af kontorets fagområder. Den konkrete arbejdsdeling mellem de to kontorchefer i hvert kontor vil blive tilpasset i lyset af erfaring og kompetencer.

Du vil have ansvaret for at levere kontorets resultater på dit område og for ministerbetjening af høj kvalitet. I en ofte travl hverdag er det dig, der sammen med dine teamledere, prioriterer og sætter strategisk retning.

Kontorchef i Vand og klimatilpasning

Kontoret arbejder med regulering, politikudvikling og ministerbetjening inden for områderne akvakultur, vandmiljø, klimatilpasning, spildevand, strand- og klitbeskyttelse samt varetagelse af miljø- og landskabsinteresser i den kommunale planlægning.

Du vil have personaleansvar for to teamledere og ca. halvdelen af kontorets i alt ca. 40 medarbejdere.

Kontorchef i Bæredygtigt miljø og produktion
Kontoret arbejder med en bred vifte af opgaver, der skal sikre en grøn omstilling af danske virksomheders produktion – fra regulering af luft- og støj- og jordforurening, grøn transport, og husdyrregulering til bioøkonomi, afskovning, grøn eksport og VE-produktion.

Du vil have personaleansvar for to teamledere og ca. halvdelen af kontorets ca. 35 medarbejdere.

Kontorchef i Cirkulær økonomi
Kontoret arbejder bredt med at fremme cirkulær økonomi, herunder at mindske produktionen af affald, øge genanvendelsen og i det hele taget udnytte vores naturressourcer bedre. Vi har fokus på at vores forbrug bliver mere bæredygtigt både gennem nationale og internationale tiltag. Og vi har fingrene nede i alt fra plastik, biler og tekstiler over emballage og strømlinet affaldssortering til skibsophugning, miljømærker og råstofindvinding.

Du vil have personaleansvar for to teamledere og ca. halvdelen af kontorets i alt ca. 40 medarbejdere.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du er en engageret og resultatskabende dygtig leder med en motiverende, anerkendende og inddragende ledelsesstil, ligesom du uddelegerer ansvar og opgaver gennem klare rammer og retningslinjer. Du sætter strategisk retning med fokus på effektive arbejdsprocesser, som sikrer, at mål og visioner bliver til konkrete resultater og giver de ønskede effekter i samfundet.

Derudover lægger vi vægt på, at du har:

  • En stærk faglig profil med relevant akademisk baggrund.
  • Politisk tæft, stærke analytiske kompetencer og med strategisk udsyn.
  • Erfaring med faglig ledelse og personaleledelse af faglige teams – og har blik for at udvikle kontorets medarbejdere.
  • Stærke samarbejdsevner, gode kommunikative evner og gennemslagskraft.
  • Høj arbejdskapacitet med et godt overblik og en rolig hånd.
  • Erfaring med miljøområdet er en fordel, men ikke en betingelse.
Derudover ser vi gerne, at du har erfaring fra centraladministrationen.

Du vil som kontorchef i Miljøministeriets departement blive del af en stærk ledelsesgruppe, der til stadighed arbejder på at udvikle organisationen med henblik på at skabe de bedst mulige løsninger til gavn for samfundet.

Hvem er vi?
Miljøministeriet har det overordnede ressortansvar for naturbeskyttelse, miljøhensyn og grøn omstilling i samfundet. I ministeriet arbejder vi sammen om at beskytte skove, søer, kyster og de åbne landskaber, og sørger for aktivitets- og oplevelsesmuligheder i forskellige dele af naturen. Samtidig arbejder vi i ministeriet for, at vi kan undgå unødig kemi i bl.a. tøj, legetøj, sæbe og boliger, samt at der bliver taget hånd om andre miljøpåvirkninger, der kan påvirke os i hverdagen. Miljøministeriet samarbejder med en lang række internationale og nationale myndigheder, interesseorganisationer, universiteter mv.

Departementets hovedopgave er at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe beslutninger på miljøområdet til gavn for vores omgivende samfund. Departementet varetager ministerbetjening og den overordnede udvikling, planlægning og administration af lovgivningen på miljøområdet.

Ud over departementet består Miljøministeriet af Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen. Det samlede ministerområde beskæftiger ca. 2.100 medarbejdere i ministeriet. Miljøministeriets koncernledelse består af departementschefen, tre afdelingschefer og de to styrelsesdirektører.

Dine løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingerne er indplaceret i løngruppe 1 og ønskes besat på åremål. Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelse evt. ske på tjenestemandsvilkår i lønramme 37.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen, og for kontraktansatte er ansættelsesområdet Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Miljøministeriets departement, der har adresse på hhv. Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K. og Vester Voldgade 123, 1552 København V.

Stillingerne er til besættelse pr. 1. oktober 2023 eller snarest muligt.

Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen som kontorchef i Vand og klimatilpasning, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Peter Østergård Have på tlf. 2215 9542.

Hvis du har spørgsmål til stillingen som kontorchef i Bæredygtigt miljø og produktion eller Cirkulær økonomi, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jakob Møller Nielsen på tlf. 4172 1607.

Sådan søger du stillingen
Har stillingen din interesse, så send din ansøgning med CV, eksamensbevis m.m. senest søndag den 13. august 2023. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.

Som led i rekrutteringen indgår der et testforløb mellem første og anden samtale.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Miljøministeriets Departementet, Slotsholmsgade 12, 1216 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 13-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170439&DepartmentId=8015&MediaId=3653&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5862881

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet