Økonomistyrelsen søger jurister med interesse for offentlig ret og/eller kontraktret

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du interesse for offentlig ret, eller har du lyst til at dykke ned i kontraktfortolkning? Og vil du være med til at udvikle det offentlige indkøb – bl.a. ved at sikre korrekt håndtering af styrelsens aktindsigtssager, bistå med juridisk fortolkning af vores rammeaftaler og kontrakter samt sikre, at ansatte hos statens leverandører har ordentlige løn- og arbejdsvilkår? Så har vi måske jobbet til dig i Statens Indkøb i Økonomistyrelsen.

Vi søger lige nu jurister, som har lyst til at være det juridiske indspark i kontorets mange spændende sager. Du kan enten være nyuddannet eller have relevant erfaring, da indholdet af den enkelte stilling fastlægges ud fra dine erfaringer og interesser. Det vigtigste er, at du har lyst til at bruge dine juridiske kompetencer til at udvikle indkøbsområdet.

Om stillingen Vi rådgiver Økonomistyrelsen om offentlig ret og aktindsigt, ligesom vi kontraktstyrer de fællesstatslige aftaler under Statens Indkøbsprogram, der dækker alt fra medieovervågning over taxakørsel til projektledelseskurser. Vi arbejder med en proaktiv og juridisk korrekt kontraktstyring af rammeaftalerne. Der er i disse år særligt fokus på at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for ansatte hos statens leverandører gennem de arbejdsklausuler, der indgår i vores kontrakter, ligesom vi har fokus på at stille grønne krav i vores udbud og efterfølgende følge op på dem.

Herudover er vi ansvarlige for regeringens indkøbspolitik og varetager politiske sager om bl.a. digitalisering af de offentlige indkøb, Kammeradvokatordningen og tiltag for grønne offentlige indkøb.

Vi søger derfor alsidige jurister med interesse for offentlig ret og/eller kontraktret, der har lyst til mange spændende og varierende juridiske opgaver på tværs af indkøbsområdet.

Du vil fx få følgende opgaver:

  • Sager om aktindsigt, herunder rådgivning af andre dele af styrelsen.
  • Juridisk kontraktstyring og kontraktfortolkning på aftaler under Statens Indkøbsprogram.
  • Håndtering af sager om arbejdsklausuler for kontrakterne i Statens Indkøbsprogram.
  • Samarbejde med Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler.
  • Udvikling af regelgrundlaget på indkøbsområdet.
  • Bidrag til juridiske elementer i større projekter om digitalisering og grønne indkøb.
  • Afklaring af løbende offentligretlige spørgsmål i Økonomistyrelsen.
Din samlede opgaveportefølje vil blive sammensat på baggrund af dine erfaringer og interesser.

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, der også inkluderer over 10 jurister i vores søsterkontor for Jura & Rådgivning, der primært arbejder med udbudsjura og kontraktret. De to kontorer, der tilsammen udgør Center for Indkøb og Udbud, sidder og arbejder tæt sammen i det daglige. Der er derfor rig mulighed for at udvikle både juridiske kompetencer, evnen til at arbejde i et politisk miljø og dit kendskab til indkøbsområdet.

Herudover vil du i løbet af en typisk arbejdsuge have kontakt til mange forskellige samarbejdspartnere i Økonomistyrelsen og resten af staten, og du vil derfor få et bredt indblik i arbejdet med at understøtte og udvikle den offentlige sektor.

Om dig Du kan enten være nyuddannet eller have erfaring fra fx et departement, en styrelse eller en anden offentlig organisation.

Under alle omstændigheder regner vi med, at du har en relevant juridisk uddannelse.

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • har interesse for offentlig ret og/eller kontraktret.
  • har gåpåmod og motiveres af at finde gode løsninger i fagligt udfordrende sager.
  • trives i en varieret hverdag med mange forskelligartede opgaver.
  • er god til at opbygge relationer til interessenter og samarbejdspartnere.
Opgaverne vil blive tilrettelagt ud fra dine interesser og kompetencer. Vi arbejder efter nedskrevne retningslinjer og lægger stor vægt på onboarding og oplæring. Vi følger løbende op på udvikling, motivation og trivsel.

Om os I Økonomistyrelsen arbejder vi hver dag for at gøre det nemmere og mere enkelt for statslige og offentlige institutioner at løse deres kerneopgaver effektivt til gavn for borgerne. Vi understøtter blandt andet med systemer, analyser og fælles statslige indkøbsaftaler.

Statens Indkøb i Økonomistyrelsen har ansvaret for Statens Indkøbsprogram, som blandt andet er med til at understøtte, at staten køber klogt ind. Den offentlige sektor køber årligt ind for 380 mia. kr., og derfor har beslutningerne om indkøb stor betydning for mange forskellige dagsordener. Der er i stigende grad fokus på at styrke rammerne for grønne indkøb, strategisk brug af indkøbsdata og digitale indkøb.

Du kommer til at arbejde i hjertet af København i Sankt Annæ Palæ tæt på både Kongens Have og Kongens Nytorv.

Statens Indkøb er ét af to kontorer i Center for Indkøb og Udbud. Vores kontor består af ca. 20 medarbejdere fordelt på to teams. Det andet kontor i centeret beskæftiger sig primært med juridisk rådgivning og undervisning inden for udbud og indkøb. Til dagligt arbejder ledere og medarbejdere tæt sammen på tværs af centeret.

Stærk holdånd og plads til både familie- og arbejdsliv Arbejdet kommer til at foregå i et til tider højt tempo og med en høj grad af selvstændighed, initiativ og et stærkt ønske om at levere ydelser og resultater af høj faglig kvalitet. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til kollegaer og nye udfordringer, og vi har fokus på, at vi hele tiden udvikler os både fagligt og personligt.

Vores kontor er kendetegnet ved en stærk holdånd, hvor vi arbejder tæt sammen, og hvor der altid er plads til et godt grin. Selvom der indimellem er travlt, insisterer vi på at have tid til sociale arrangementer. Vi har også fokus på at være en familievenlig arbejdsplads med fleksible arbejdstider, så du kan få arbejde og familie til at passe sammen.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Flere oplysninger Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte teamleder Rebecca Preisler på tlf. 21649712 eller mail på rebepr@oes.dk (dog ikke i uge 28, 29 og 30).

Vi forventer tiltrædelse pr. 1. oktober 2023 eller hurtigst muligt.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 6. august 2023.

Vi holder løbende samtaler.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Økonomistyrelsen, Landgreven 4, 1301 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170163&DepartmentId=6070&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5857368

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet