Pædagog til Legepatruljen: Skab bevægelse og fællesskab for børn i Tårnby Kommune

dato

Brænder du for at give børn i udsatte positioner succesoplevelser og mulighed for at blive en aktiv del af fællesskabet? Er du uddannet pædagog og er du vild med idræt, leg og bevægelse? Kan du lide at gå forrest, skabe god energi og motivere både børn og voksne?

Hvis ”ja”, er du måske lige netop dén kollega, vi søger!

Derfor skal du søge stillingen

Som pædagog i Legepatruljen får du en unik mulighed for at kombinere faglighed, bevægelse og leg på en måde, der gør en mærkbar forskel. Her møder du børn, der har brug for netop dig – dit nærvær, din energi og dit engagement. Du bliver en del af et lille, stærkt team, hvor vores arbejde skaber udvikling for børnene og inspiration hos deres voksne omkring dem.

Du skal søge stillingen, hvis du:

  • vil være med til at give børn i udsatte positioner succesoplevelser
  • elsker at lege og være i bevægelse
  • trives ved at være aktiv i naturen året rundt
  • vil være en del af et arbejdsfællesskab med høj faglighed og masser af godt humør
  • ønsker tid til forberedelse, refleksion og kvalitetsarbejde
  • kan lide at forme forløb, skabe udvikling og afprøve nye idéer

Så hvis du vil bruge din pædagogfaglighed dér, hvor den virkelig flytter børn – og hvor hver dag byder på grin, bevægelse og meningsfulde øjeblikke – så send os din ansøgning, hvor vi især gerne vil høre om:

  • hvad der motiverer dig til at arbejde i Legepatruljen
  • dine pædagogiske spidskompetencer og hvordan du vil sætte dem i spil i Legepatruljen
  • din pædagogiske baggrund og erfaring med idræt, leg og bevægelse
  • hvordan du er som kollega og hvad du værdsætter i et teamsamarbejde
Om Legepatruljen

Legepatruljen er et tværgående tilbud til alle børn i Tårnby Kommunes daginstitutioner. Vi skaber et legende og trygt fællesskab, som giver børn – særligt børn i udsatte positioner – nye deltagelsesmuligheder og gode oplevelser, der styrker både trivsel, mod og fællesskabsfølelse.

Vores motto er: ”Det skal være sjovt at være her – men det er ikke for sjov, vi er her.”

Om stillingen

I Legepatruljen gennemfører vi legeforløb med skiftende børnegrupper. Dagligt cykler vi ud i kommunens naturområder på ladcykler – fyldt med børn, udstyr, idéer og gejst – og laver målrettede aktiviteter med idræt, leg og bevægelse som middel til at nå vores pædagogiske mål.

Alle forløb er grundigt forberedt og tager afsæt i metoden pædagogisk idræt.

Vi arbejder ofte med forskellige temaer i vores forløb f.eks. Pippi, Superhelte, Paw Patrol, Blomsterfeer og riddere. Derudover laver vi også overgangsprojekter for kommende skolebørn, cykelforløb for storbørnsgrupper, legepladsdage og meget mere. Alle aktiviteter foregår udendørs – året rundt.

Vi tilbyder dig
  • en afvekslende hverdag med glade, nysgerrige og forventningsfulde børn
  • et tæt og fagligt stærkt arbejdsfællesskab med engagerede kollegaer
  • tid til både forberedelse og evaluering
  • indflydelse på tilrettelæggelsen af forløbene
  • en arbejdsform, hvor der er plads til skøre idéer, kreativitet og faglig udvikling
  • en kommune med skønne, grønne områder f.eks. Kalvebod Fælled, Amager Strand, Ugandaskoven, Travbaneparken og Skolebotanisk Have
  • hyggelige frokostpauser i rådhusets kantine, hvor vi møder vores øvrige kolleger
Dine primære opgaver vil være at
  • gennemføre planlagte lege- og bevægelsesforløb med børnegrupper
  • planlægge, dokumentere og evaluere aktiviteter
  • udvikle og afprøve nye bevægelsesaktiviteter og projekter
  • afholde familielegedage med børnene og deres familier
  • samarbejde og sparre med pædagogisk personale i dagtilbuddene samt vejledere og pædagogiske konsulenter
Om dig

Vi søger dig, der:

  • er uddannet pædagog – eller har en idrætsfaglig uddannelse og ønsker at tage meritpædagog som sporskifte
  • har erfaring fra idræts- eller foreningslivet (instruktør, træner el.lign.)
  • trives med at være aktiv, handlekraftig og tage initiativ
  • har en anerkendende og ressourceorienteret tilgang til børn
  • kan arbejde struktureret og planlagt – men også gribe mulighederne, når de opstår
  • motiveres af at udvikle børns kompetencer gennem idræt og leg
  • kan formidle fagligt indhold klart – både skriftligt og mundtligt
  • er en stærk holdspiller, der samtidig kan arbejde selvstændigt
  • kan vejlede og inspirere pædagogisk personale
Om os

Du bliver en del af et stærkt team på fire medarbejdere i Legepatruljen – og samtidig en del af Center for Dagtilbud og Pædagogik. Centeret består foruden Legepatruljen af pædagogiske konsulenter, et pædagogisk vejlederteam og et administrativt team.

Tårnby Kommune er en mindre kommune med korte kommunikationsveje, tætte relationer og et nært samarbejde på tværs af dagtilbuddene.

Se klip om Legepatruljen fra TV2 Kosmopol her

Læs artikel om Legepatruljen her

Yderligere oplysninger

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at rette henvendelse til Centerchef Dorte Stjernø på telefon: 53830570 eller mail: dst.bk@taarnby.dk.

Ansøgning

Ansøgning med dokumentation for uddannelse, oplysning om eventuel tidligere beskæftigelse, eventuel arbejdstilladelse og bilag sendes via nedenstående link. Vær opmærksom på, at Tårnby Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem. Du bedes derfor så vidt muligt søge stillingen via nedenstående link. Såfremt du søger stillingen pr. brev, skal dette indeholde de samme oplysninger, som kræves af det elektroniske rekrutteringssystem.

Stillingen er på 37 timer ugentligt med opstart hurtigst muligt og senest d. 1. marts 2026.

Ansøgningsfristen er søndag d. 11. januar 2025.

Der forventes at blive afholdt samtaler i uge 4 og 5.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst med BUPL efter forhandling.

Kommunens ansættelsespolitik indebærer, at der ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere og nuværende arbejdssteder. Har du været ansat i Tårnby Kommune, vil der altid blive taget reference herfra. Der skal desuden ved ansættelse forevises straffeattest og indhentes børneattest. Ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.

Tårnby Kommune tilbyder en række personalegoder. Disse kan ses her.

Er du nysgerrig på at vide mere om arbejdet som pædagog i Tårnby Kommune se her.

Tårnby Kommune har et værdigrundlag, som du kan læse her.

Vi gør opmærksom på, at Tårnby Kommune har røgfri arbejdstid.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Tårnby Kommune, Amager Landevej, 2770 Kastrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/dffed7a4-65a6-415b-8d02-e0f0a3c8919b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet