Sundhedsattaché ved EU-repræsentationen i Bruxelles

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du erfaring med interessentvaretagelse? Brænder du for at sikre et solidt dansk aftryk på den ambitiøse udvikling af sundhedsområdet i EU de kommende år? Kan du lægge sporene til et succesfuldt dansk EU-formandskab? Så er du måske vores nye sundhedsattaché på den danske EU-repræsentation i Bruxelles.

Om Indenrigs- og Sundhedsministeriets EU-enhed
Som sundhedsattaché bliver du en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men udsendt til EU-repræsentationen i Bruxelles. Du er forankret i Indenrigs- og Sundhedsministeriets EU-enhed, som består af 5 engagerede kollegaer, og som du vil have tæt kontakt med. I Bruxelles vil du i din hverdag omgås og ofte sparre og samarbejde med de udsendte attachér fra de øvrige ministerier og have et tæt samarbejde med din kollega på sundhedsområdet. Det fælles fokus er varetagelse af danske interesser i EU, og at sikre, at Danmark står som en troværdig og dygtig partner i EU.

Din hverdag hos os
Din rolle bliver at varetage danske interesser på sundhedsområdet i EU. Du er central for Indenrigs- og Sundhedsministeriets arbejde med EU, både i rollen som forhandler, formidler og relationsskaber. Dine samarbejdspartnere er både dine kollegaer i Indenrigs- og Sundhedsministeriet og på EU-repræsentationen, men i lige så høj grad dine attachékollegaer fra de øvrige EU-lande. Samtidig kommer du også i tæt dialog med interessenter fra den private del af sundhedssektoren og fra en lang række interesseorganisationer. Din hverdag er varieret og præget af nye opgaver, som du hurtigt skal kunne sætte dig ind i. Du vil ofte både blive kontaktet af dit netværk, og du vil ofte skulle række ud til dem. Samarbejde og kommunikation er derfor en stor del af din hverdag.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Arbejdsområdet dækker EU-samarbejdet inden for Indenrigs- og Sundhedsministeriets ressortområde og du må gerne have et godt øje til digitalisering og anvendelse af sundhedsdata.
  • Som sundhedsattaché vil dine opgaver være at varetage funktionen som dansk repræsentant i Rådets arbejdsgrupper og i øvrigt at følge, varetage og deltage i forhandlinger vedrørende sundhedsspørgsmål i rådsregi.
Endvidere skal du informere og bistå departementet og ministeriets styrelser bl.a. ved at:

  • skabe relevante kontakter til Kommissionens tjenestegrene, Europa-Parlamentet og de øvrige medlemslande
  • forberede og deltage i møder med Kommissionen
  • deltage i arbejdet i Rådets arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med sager inden for ministeriets ressortområde, herunder især Sundhedsgruppen og Lægemiddelgruppen
  • deltage i relevante møder i Coreper og Rådet
  • tilvejebringe relevante oplysninger om formandskabets og/eller Kommissionens planer og om andre medlemslandes synspunkter
  • sikre rettidig formidling om udviklingen på sundhedsområdet i EU til Sundhedsministeriet
  • følge forhandlinger i Europa-Parlamentet på relevante områder
  • stå for modtagelsen af delegationer på sundhedsområdet.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant samfundsfaglig uddannelse, som gør dig i stand til både at varetage og forstå opgaver, der både kan være politiske og sundhedsfaglige. Kendskab til både EU og Indenrigs- og Sundhedsministeriets område er en fordel. Det er vigtigt, at du har demonstreret, at du kan arbejde selvstændigt og at du selv kan drive opgaver, og derfor har du formentligt 5-10 års erfaring med både sundhedsområdet, arbejdet i et departement eller fra en tidligere udsendelse.

Ovenstående gør dig i stand til selv at identificere nye opgaver eller indsatsområder, så der sikres rettidig, effektiv og vedvarende interessevaretagelse. Gode evner for interessentvaretagelse og netværksopbygning er desuden væsentligt for succes. Derfor er du formentligt udadvendt og dygtig til at omgås mennesker i mange forskellige situationer og omgivelser, og du kan overskue og tolke relationerne mellem de mange interessenter, du omgås. Du er desuden tålmodig nok til at holde dampen oppe i langstrakte forhandlingsforløb, samtidig med, at du er i stand til at vurdere, hvornår det rette resultat er opnået.

Derudover er det et krav, at du taler og skriver engelsk på et højt niveau. Kendskab til fransk er en fordel.

Vi tilbyder
Et virkeligt spændende arbejde, hvor du kommer i kontakt med alle facetter af Indenrigs- og Sundhedsministeriets koncern og opgaver, når du skal varetage danske interesser på sundhedsområdet. Der er i høj grad mulighed for selv at præge dit arbejde, og hvordan du løser dine opgaver. Samtidig skal du være med til at lægge sporene frem mod det kommende danske formandskab i EU, som du også har mulighed for selv at få en central rolle under. Sundhedsområdet har de senere år fået en langt mere fremtrædende rolle i EU-samarbejdet. Det er derfor et arbejde stor politisk bevågenhed, og som har stor betydning for både Danmark og EU. Du kommer derfor til at være centralt placeret på et område, hvor tingene udvikler sig i rivende hast, og som for hver dag, der går, bliver mere og mere centralt for EU's borgere.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som special- eller chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og kan opretholde denne godkendelse i hele ansættelsesforholdet.

Som attaché overføres du i forbindelse med udstationeringen til Udenrigsministeriet, der varetager de personaleadministrative opgaver. Herudover ydes et udetillæg. Under udsendelsen stilles endvidere finansiering til bolig til rådighed.

Det forventes, at du bliver udsendt fra 1. februar 2024 og udsendelsen forventes som udgangspunkt at vare 4 år.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til fungerende chef for EU-enheden, Hanne Findsen, på tlf. +45 2527 5637.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37 og 38.

Du kan læse mere om os på www.sum.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Sundheds- og Ældreministeriet, Holbergsgade 6, 1057 København K

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171046&DepartmentId=7795&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5880795

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet