BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du interesse for topledelses- og departementsbetjening? Kan du lide at samarbejde og spille kolleger og samarbejdspartnere gode? Og har du sans for strukturer og processer? Så vil vi meget gerne modtage din ansøgning til Direktionssekretariatet i Skattestyrelsen.
I Skattestyrelsen løser vi én af Danmarks vigtigste og mest meningsfulde opgaver, nemlig at bidrage til finansieringen af det danske velfærdssamfund. Vi søger 1-2 nye kolleger, der som del af et velfungerende og professionelt direktionssekretariat vil bidrage til betjeningen af vores topledelse og ikke mindst vores styrelsesdirektør, Merete Agergaard.
Du vil få en central post tæt på de centrale beslutningsprocesser, og du vil få ansvar for at bidrage til et tillidsfuldt samarbejde med især Skattestyrelsens syv fagområder, Skatteministeriets departement og de øvrige styrelser i Skatteforvaltningen.
Vi har to ledige stillinger:
Den ene er i det team, hvor vi koordinerer styrelsesdirektørens aftaler og forbereder materiale til hendes møder, så hun kan møde velforberedt op. Desuden står teamet for at planlægge og afvikle forskellige tværgående møder og seminarer, fx for vores direktion og underdirektører.
Den anden er i vores minister- og departementsbetjeningsteam, hvor vi bl.a. håndterer bestillinger fra Skatteministeriets departement, fx udvalgsspørgsmål fra Folketinget. I denne stilling vil du evt. også få mulighed for at koordinere og forberede direktionens risikostyringsdrøftelser, at betjene Skatteministeriets departement i relation til risikostyring og i øvrigt være en vigtig sparringspartner på området.
I begge stillinger skal du være indstillet på, at du efter behov kan blive bedt om at bidrage til løsningen af det andet teams opgaver. Herudover kan der komme ad hoc-opgaver af forskellig karakter.
Direktionssekretariatet består af ti personer. Vi arbejder i en uformel teamstruktur, hvor vi sekretariatsbetjener Skattestyrelsens direktør og direktion og står for den centrale koordinering i forhold til Skatteministeriets departement. Vi har en uformel og behagelig omgangstone, høj faglighed og er gode til at inddrage hinanden og at sparre om opgaver og arbejdsgange.
Organisatorisk er vi en del af et samlet stabsområde på i alt godt 50 personer. Vi har til huse på 8. sal i Copenhagen Towers ved Ørestad Station i København.
Din profil
Vi forventer os, at du er en struktureret, servicemindet og velskrivende akademiker, fx jurist, økonom, statskundskaber eller lignende. Du har formentlig erfaring med tilsvarende opgaver, meget gerne fra et departement, en styrelse eller en lignende organisation. Du kan også godt være nyuddannet med relevant erhvervserfaring.
Du skal skrive godt og evne at formulere dig korrekt og uden fejl. Du skal være imødekommende og servicemindet og kunne sige til og fra på en ordentlig måde. Og vi går meget op i, at du har gode samarbejdsevner og en højt udviklet evne til at opbygge relationer og netværk.
Du skal desuden interessere dig for sekretariatsarbejde og topledelsesbetjening og have lyst til at bidrage til Skattestyrelsens arbejde og udvikling. Der er tale om en betroet stilling, hvor vi lægger vægt på, at du kan omgås materiale og drøftelser af en følsom karakter.
Til gengæld synes vi, at vi kan tilbyde en stilling på én af de allerbedste arbejdspladser i Danmark.
Du vil komme til at arbejde sammen med dedikerede og sociale kolleger i et job med mening. Og du vil få muligheden for at få sort bælte i, hvad der skal til for at understøtte beslutningsprocesserne i en kompleks organisation med en vigtig samfundsopgave.
Vi lægger vægt på at tilbyde fleksibilitet i forhold til planlægningen af arbejdsdagen, og der vil være mulighed for at aftale hjemmearbejde i et vist omfang, når opgaveløsningen muliggør det. Endelig vil du gennem hyppige 1:1-aftaler få løbende ledelsessparring på din opgaveløsning.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest søndag d. 3. september
Vi håber på at høre fra dig. Ring gerne til kontorchef Christoffer Godt-Hansen på 72 37 06 77, hvis du vil høre mere om stillingen. Vi planlægger at holde samtaler i uge 37 og 38. Der vil indgå en caseopgave i forbindelse med 2. samtalen.
Tiltrædelse forventes senest 1. november 2023 og gerne før, hvis det er muligt.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Copenhagen Towers, Hannemanns Allé 25, 2300 København S.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Tårnby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, KBH, Hannemanns Allé 25, Hannemanns Allé 25, 2300 København S
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171331&DepartmentId=9408&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5888880