Struktureret administrativ koordinator til Center for Politik og Kommunikation i Tårnby Kommune

dato

Tårnby Kommune er mulighedernes kommune. Derfor løber vi stærkt i Center for Politik og Kommunikation, hvor vi arbejder for borgere, erhvervsliv og politikere. Derfor søger vi dig, der har lyst til at arbejde struktureret med administrative og servicemæssige opgaver, på en arbejdsplads med mange bolde i luften, og hvor arbejdsdagene sjældent er ens.

Her er noget af din hverdag

Vi har brug for din hjælp til administrations- og koordineringsopgaver, som blandt andet kan inkludere:

  • Du vil indgå i arbejdet med at understøtte kommunens borgerudvalg. Arbejdet kan være ad hoc opgaver, hjælpe med mødeplanlægning, bestille forplejning, og andre administrative opgaver.
  • Du får en aktiv rolle i vores arbejde med boligopskrivning og -anvisning. Vi er i gang med at forenkle og samle information i et fælles boligadministrationssystem, og du kommer til at spille en central rolle i dette, hvor der også vil være opgaver i at understøtte en tværfaglig samarbejdsproces.
  • Du får ansvar for håndtering af forespørgsler om tilladelser til fotooptagelser på kommunens ejendomme. Der vil være koordinering med kollegaer i kommunens institutioner, og du får ansvar for at sende fakturaer bagefter.
  • Du får ansvar for at håndtere forespørgsler fra potentielle lejere til kommunens iværksætterlokaler, herunder at vise lokalerne frem og udarbejde aftaler. Du arbejder tæt sammen med kommunens erhvervskonsulent på opgaven.
  • Du bliver inddraget i kommunens arbejde med kontrol af arbejds- og uddannelsesklausuler, hvor du får den administrative rolle i at koordinere lister på tværs af organisationen og med eksterne samarbejdspartnere. Du får også ansvar for at udarbejde sagsfremstillinger.
  • I teamet arbejder vi med at samle og udsende politiske dagsordener, og det vil være godt, at du også får indblik i dette arbejde, så vi kan hjælpe hinanden ved ferier og spidsbelastninger.
  • Der kan være en række ad hoc koordinationsopgaver som handler om at opdatere lister, sikre rettidige svar til borgerne på deres henvendelser, og hjælpe med koordinering af besøg og aktiviteter.
  • Vi får også brug for din hjælp til praktiske og administrative opgaver, når vi har politiske arrangementer og borgermøder, og når vi understøtter direktionens projekter og møder.
  • Dine opgaver vil give dig en bred kontaktflade, med borgere, kollegaer og eksterne samarbejdspartnere. Der vil være en balanceret fordeling af ad hoc opgaver og selvstændige opgaver, som kræver rutine og struktur.
Vores forventninger til dig

Det er vigtigt for os, at du vil være del af et dynamisk team med mange og forskelligartede opgaver.

Om din baggrund og erfaring forventer vi:

  • Administrativ erfaring, med fordel fra et lignende job i en politisk styret organisation, f.eks. en kommune eller region.
  • Har en imødekommende og serviceorienteret tilgang til opgaver.
  • Har et godt overblik, kan prioritere og navigere i dagligdagen.
  • Forståelse for tal og regnskab.
  • En relevant uddannelse – f.eks. som administrationsbachelor eller med Kommunom uddannelse eller lignende. Det kan være, at du har erfaring fra lignende stillinger, men det kan også være, at du er nyuddannet.
  • God til at sætte dig ind i nye systemer. Vi bruger SBSYS, First Agenda, Dynamic Templates og Office.
  • Trives i et arbejdsmiljø, hvor der er mange bolde i luften, og hvor arbejdsdage sjældent er ens.
Det kan du forvente hos os

Du bliver en del af Center for Politik og Kommunikation som bl.a. yder sekretariatsbetjening til kommunalbestyrelsen, borgmesteren og direktionen. Vi er ca. 22 medarbejdere i centeret med højtspecialiserede faglige baggrunde, da vi foruden generel sekretariatsbetjening arbejder med bl.a. køb og salg af fast ejendom, kommunikation og bolig- og erhvervsområdet blot for at nævne nogle områder. Vi har fokus på at arbejde helhedsorienteret og sætter pris på et godt og uformelt arbejdsmiljø.

Til dig som ny kollega kan vi tilbyde:

  • En stor samarbejdsflade med det politiske niveau, direktion, kollegaer og medarbejdere fra Tårnby Kommunes øvrige centre.
  • At teamet og samarbejdet er prioriteret højt
  • Fleksibel og selvstændig tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver
  • God oplæring og mulighed for sparring
Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at kontakte Sekretariatsleder Morten Svan på msv.uk@taarnby.dk eller ringe på tlf. nr. 3247 1433.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer med ansættelse gerne allerede pr. 1. september eller snarest derefter. Du får reference til Sekretariatsleder Morten Svan for Center for Politik og Kommunikation.

Ansættelsen sker efter gældende overenskomst med HK efter forhandling.

Kommunens ansættelsespolitik betyder, at der ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere og nuværende arbejdssteder. Har du været ansat i Tårnby Kommune, vil der altid blive taget reference herfra. Der skal desuden ved ansættelse vises straffeattest.

Ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.

Tårnby Kommune tilbyder en række personalegoder. Disse kan ses her.

Tårnby Kommune har et værdigrundlag, som du kan læse her.

Vi gør opmærksom på, at Tårnby Kommune har røgfri arbejdstid.

Ansøgning

Der er ansøgningsfrist den 8. august 2025, og vi glæder os meget til at modtage din ansøgning.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 33 eller 34.

Ansøgning med dokumentation for uddannelse, oplysning om eventuel tidligere beskæftigelse, eventuel arbejdstilladelse og bilag sendes via nedenstående link. Vær opmærksom på, at Tårnby Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem.

Behandling af personoplysninger

Tårnby Kommune er dataansvarlig for de personoplysninger, som du registrerer og sender til kommunen via rekrutteringssystemet eller på anden vis ved ansøgning om job.

Oplysningerne vil alene blive brugt i rekrutteringsprocessen. Medlemmer af ansættelsesudvalget, for den stilling du søger, får adgang til dine registrerede personoplysninger i den tid rekrutteringsprocessen løber. Behandlingen af oplysningerne vil naturligvis være fortrolig og sikker.

Vi opbevarer din ansøgning samt øvrige oplysninger i op til 6 måneder efter endt rekrutteringsproces. Herefter slettes de automatisk.

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder. Herunder ret til at se de personoplysninger du har registreret hos os og ret til sletning af oplysninger. Læs i øvrigt her om dine rettigheder. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder skal du kontakte Tårnby Kommune, Center for HR. Adresse: Amager Landevej 76, 2770 Kastrup. Telefon: 3247 1280. E-mail: op2@taarnby.dk.

For henvendelse vedrørende den ledige stilling se kontaktoplysninger under overskriften 'Yderligere oplysninger'.

Har du spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger, og til hvordan dine rettigheder bliver udøvet i henhold til databeskyttelsesreguleringen, kan du kontakte Tårnby Kommunes databeskyttelsesrådgiver. Send e-mail sikkert: Link til Borger.dk
Telefon: 3247 1230. Ved brev: Tårnby Kommune, Center for Udvikling og Digitalisering, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup, Att.: ”Databeskyttelsesrådgiver”

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Tårnby Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Tårnby Kommune, Amager Landevej, 2770 Kastrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 08-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2b1fea24-6504-4a9a-8093-73cae3884325

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet